Gitas blog


På min weblog kan du bl.a læse om, hvad der sker i TL og følge mine holdninger til situationen på arbejdsmarkedet og de politiske tiltag. Og du er meget velkommen med dine eventuelle kommentarer.

Gita Grüning
Forbundsformand i Teknisk Landsforbund - TL



Nu er vi midt i overenskomstforhandlingerne på Industri-området!

Af Gita Grüning d. 17. januar 2012 15:15

Så er overenskomstforhandlingerne gået ind i sin 3. uge. Det er sket uden at der er kommet nogen form for gennembrud. Meget ligger ellers lige for, hvis man skal se tilbage på de forandringer, der er sket bare det sidste års tid med arbejdsgiverne som indspiller med ideer til folketinget.

Blot for lige at erindre om et par områder, vil jeg nævne: halvering af perioden man kan oppebære supplerende dagpenge, afkortelse af dagpengeperiode fra 4 til 2 år, udfasning af efterlønnen.

Alt dette er sket med baggrund i, at arbejdsgiverne mener, der skal være mere arbejdskraft til rådighed og i længere tid, - altså flere år på arbejdsmarkedet.

Nu er det jo en kendt sag, at man ikke kan løbe helt så hurtigt som 65. årig som man kunne som 25.årig. Det gælder måske også i arbejdslivet.

Derfor er der også behov for at se på mere fleksible ansættelsesforhold, når seniorlivet nærmer sig. Det kan f.eks. udmøntes i nedsat tid på enkelte dage, lidt flere fridage eller andet, der er tilpasset den enkeltes situation. Og det skal udmøntes som en ret. Det må ikke tilkendegives som en mulighed, hvor det er underlagt den enkelte virksomheds lyst eller mangel på samme. Så bliver det alt for tilfældigt, hvem der har denne mulighed.

Finansieringen kan være fuldstændig gratis for virksomheden. F.eks. kan man veksle nogle af de midler, der tilgår pensionen eller er afsat i kompetencefondene til at købe sige denne fleksibilitet, når pensionsalderen er tæt på.

Det vil give den enkelte lønmodtager mulighed for selv at tilrettelægge sit sene arbejdsliv og samtidig give en mere blød overgang mellem arbejdsliv og pensionisttilværelse.

Så nu må vi se hvad der sker? - kan arbejdsgiverne holde til, vedblivende at kræve længere tid på arbejdsmarkedet - uden at være med til at finde fleksible løsninger til seniortilværelsen - gavn for alle danske lønmodtagere?


0 kommentar(er)



Danske virksomheder har brug for dygtige teknikere!

Af Gita Grüning d. 22. december 2011 13:20

Et tilsiger alle undersøgelser og det fortæller alle virksomhedsledere, når vi møder dem.

Derfor er det også bidende nødvendigt, at alle får tilgang til nødvendig og relevant efteruddannelse. Det gælder især for de ledige, der står utålmodigt og venter på, at der er et job, hvor de kan være med til at bringe Danmark i front i den nationale og globale konkurrence. Men for at få dette job, skal kvalifikationer være opdateret til fremtidens udfordringer. Og det er de desværre ikke for alle. Derfor er det også nødvendigt, at det bliver langt nemmere og billigere for den enkelte at kunne deltage i relevant efteruddannelse i en ledighedsperiode, kort som lang.

Mulighederne for at kunne tage relevant efteruddannelse er ikke gode nok i dag. Der er begrænsninger på maksimalt 6 uger og alle vores videregående uddannede har ingen adgang til efteruddannelse via AMU-systemet. Det må og skal der laves om på. TL vil i den kommende periode forsøge at påvirke alle relevante aktører - læs ministre - til at bakke op om, at ledige skal sikres bedre muligheder for at blive klogere. For det er uomtvisteligt: uddannelse betaler sig, uanset på hvilket niveau.

Derfor vil jeg også, her som åets sidste blog, slå et slag for, at også medlemmer i arbejde husker at give sig selv muligheden for at blive klogere. Det kan man bl.a. gøre ved at få del i de mange millioner, der ligger i kompetencefondene under de enkelte overenskomster. Det er nemt og tillige din ret at gøre brug af disse midler, der er afsat til netop de uddannelsesgrupper, der er under overenskomsten. Altså også dig som tekniker, designer, konstruktør osv. Hvis du er i tvivl om mulighederne, er din lokale TL-afdeling eller din evt. tillidsrepræsentant klar til at hjælpe dig med at komme i gang.

Glædelig jul og godt nytår med ønsket om, at alle får et spændende og udviklende 2012.

Gita Grüning


1 kommentar(er)



Finanslovsforslaget mangler bedre bud på efteruddannelse

Af Gita Grüning d. 7. november 2011 11:55

Den nye regerings første finanslovsforslag blev i torsdags fremlagt af Finansminister Bjarne Corydon. TL byder mange af de gode initiativer velkommen. Dog mangler flere af de elementer, som TL har højt på ønskelisten.

TL havde gerne set at finanslovsforslaget havde haft fokus på lediges efteruddannelsesmuligheder. VK- regeringen valgte i en tid med stigende arbejdsløshed at forringe de lediges mulighed for relevant efteruddannelse:

  • VK –regeringen  indførte et loft over prisen på lediges adgang til AMU-kurser, hvilket ifølge erhvervsskolerne har betydet, at op mod 60 procent færre ledige nu deltager i opkvalificerende kurser, der kan hjælpe dem tilbage i beskæftigelse.


  • Mange TL’ere med videregående uddannelser står desværre uden job, når de afslutter deres uddannelse. VK-regeringen har sparet på Statens Voksenuddannelsesstøtte, så det fra 1. januar 2012 ikke er muligt at få støtte, når man deltager i fagspecifikke kurser, som er den eneste form for efteruddannelse, de nyuddannede på videregående niveau har adgang til.

Den nye regering har desværre ikke brugt finanslovsforlaget for 2012 til at ændre på disse begrænsninger for efteruddannelse. Dermed forpasser regeringen chancen for at forberede de lediges muligheder for at uddanne sig til fremtidens arbejdsmarked!

Håbet lever dog stadig. Finansloven for 2012 er endnu ikke forhandlet på plads, og det kan være forbedringerne kommer til at indgå, når vi har den færdige Finanslov.

Hvis ikke, så er forbedringer af efteruddannelsesmuligheder noget, TL vil arbejde aktivt for, bliver en central del af de kommende treparts-forhandlinger.


0 kommentar(er)



Gita Grünings tale ved LO's kongress

Af Gita Grüning d. 31. oktober 2011 08:35

Gita Grünings tale ved beretningsdebatten på LO’s kongres 2011


Tak for en god beretning!

En beretning, der kom omkring en række både krævende og spændende udfordringer, når det handler om medlemmernes vilkår og muligheder på arbejdsmarkedet.

Lad mig i telegramstil blot nævne nogle få af de væsentlige udfordringer, som jeg ser dem:

·      Hvordan får vi skabt flere arbejdspladser i Danmark – og helst i den videnstunge og innovative del?

·      Hvordan forbliver lønmodtagerne omstillingsparate og gearede til fremtidens kompetencebehov?

·      Hvordan får alle unge en uddannelse?

·      Hvordan forebygger vi den snigende nedslidning på jobbet – både fysisk og psykisk?

Disse udfordringer er ikke kun medlemmernes – det er alles, altså også dine og mine.

Det er i høj grad udfordringer, vi som faglige organisationer skal finde gode svar på. Ellers kan vi ikke blive ved med at være relevante og nærværende for medlemmerne.

Jeg tror, at en del af svarene skal findes ved at tænke HELE arbejdsmarkedet som ét. Det skal ses ud fra, at de knap 3 millioner mennesker, der er i arbejdsstyrken, alle er lønmodtagere.  Og vi er alle afhængige af hinanden, uanset om vi taler om produktion, udvikling, service – vi er med andre ord ikke hinandens modsætninger men hinandens forudsætninger.

Hvis vi så retter denne måde at anskue tingene på mod os selv som organisationer, så er der for mig ingen tvivl om, at en stærk hovedorganisation er én, som favner bredt i medlemsskaren – uanset om vi taler timelønnede eller funktionærer.  Også set i lyset af at der bliver flere og flere funktionærer på det danske arbejdsmarked.

Ja, dybest set vil den stærkeste hovedorganisation være dén, som favner alle de nuværende tre hovedorganisationer. Og jeg synes, at vi skal gøre dén vision til et mål for LO’s udvikling og arbejde de kommende år.

Der er meget mere der samler, end der skiller lønmodtagerne herhjemme – og vi bør som den hovedorganisation, der er den største sætte os i spidsen for at skabe én stærk organisation. Ikke ved at kræve, at ”de andre” bare skal ligne os – nej, der skal bygges noget nyt op sammen. Noget, der vil gøre det naturligt for de unge lønmodtagere - uanset uddannelse, branche og fag - at tilhøre ét fagligt fællesskab.

Ambitionen skal også være, at én ny hovedorganisation skal arbejde mere effektivt. Ikke mindst når vi ser på, hvordan den danske model i europæisk og global sammenhæng bliver udfordret i disse ord, er der simpelthen ikke råd til ikke at stå sammen.

Lad mig sige det sådan, at Oskar Hansens dejlige tekst:

”den er fanen, der favner hele verden”

i Når jeg ser et rødt flag smælde

kan oversættes sådan, at vi som bevægelse også skal være i stand til at favne meget bredere for at være bedst gearede til fremtiden.


***

I samme smukke sang af Oskar Hansen lyder det også, at:


bag den så jeg arbejdshænder forme

verden om til en lysere tid.

 

Generelt oplever vi manglende tiltrækningskraft for flere fags vedkommende, ligesom der desværre er et for stort frafald på erhvervsuddannelserne.

Kvaliteten i både uddannelserne og undervisningen skal styrkes. Vi skal også sikre gode overgangsmuligheder til de videregående uddannelser frem for at øge niveauet gennem overbygningstrin mv.

Vi kommer heller ikke uden om en reel uddannelsesgaranti. Vi kan simpelthen ikke leve med, at der ikke er praktikpladser til alle.

Jeg håber, at vi i LO vil bruge vores energi på at udforme et praktikpladssystem, der sikrer en reel uddannelsesgaranti – og som sikrer et rigtigt ægte alternativ til ordinær paktik af højt niveau med anstændige økonomiske forhold for eleverne.

Teknisk Landsforbund støtter absolut LO’s ide om det dobbelte uddannelsesløft: fra ufaglært til faglært og fra faglært til det videregående niveau. Synspunktet understøttes af de grundige analyser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som peger på et stigende behov for personer med videregående uddannelser.

Den del af arbejdsstyrken, der har en kort eller mellemlang videregående uddannelse, skal samtidig sikres adgang til efteruddannelse, således at de løbende kan vedligeholde deres arbejdsmarkedskvalifikationer løbende. Det er helt i tråd med ideen om Livslang Læring, som er en af hjørnestene i vores fælles uddannelsespolitik.

Før ændringerne i 2006 var de videreuddannede uddannelser en del af AMU målgruppen. De tilbud, teknikerne har i dag, er utilstrækkelige. Det skal laves om, således at teknikerne igen bliver en del af AMU målgruppen.

Via korte specielle kurser kan denne gruppe tilpasse og bygge videre på deres kvalifikationer, således at de kan være på forkant med udviklingen i teknologi, materialer og processer. Det er derfor vigtigt, at vi sikrer, at denne gruppe igen får gode offentligt støttede efteruddannelsesmuligheder.

Harald (LO’s formand) - når du nævner, at flere og flere uddanner sig ud af LO, så må vi ikke glemme, at LO allerede i dag har en stor gruppe medlemmer med videregående uddannelser.

***


Derfor, kære kongres, skal vi fællesskab slå et slag for, at uddannelse og efteruddannelse kommer højt op på dagsordenen – til gavn for alle Danmarks lønmodtagere.


1 kommentar(er)



Uddannelsen til byggemanager tilgodeser fremtidens krav

Af Gita Grüning d. 28. oktober 2011 16:00

TL og Dansk Byggeri foreslår, at der oprettes en ny uddannelse. Vi kalder den byggemanager. Uddannelsen vil give de studerende på byggeteknikerområdet kompetencer indenfor ledelse af byggeprojekter mv.

Forslaget om den nye uddannelse er blevet vendt og drejet i nogle medier. Og som i de fleste af livets forhold er nogen for og andre imod. Fair nok.

Derimod er det ikke særlig konstruktivt, at Konstruktørforeningen på deres hjemmeside citerer mig omkring uddannelsen uden at bringe den rette sammenhæng, som citatet er en del af.  Det giver et misvisende billede, som for mig at se ikke lever op til en fair diskussion. Ja, faktisk vil det svare til at bringe et udsnit af Konstruktørforeningens formands kronik i Licitationen, hvor han skriver: ”jeg synes, at det er en super ide at udvikle en ny kort uddannelse, som har fokus på ledelse og kommunikation i byggeriet”.

Men lad mig slå fast, at TL med forslaget til uddannelsen som byggemanager ønsker at imødekomme Dansk Byggeris medlemmer efterspørgsel efter teknikere med de rette kompetencer indenfor ledelse og kommunikation. Kompetencer, der er meget efterspurgte, fordi byggebranchen ligesom alle andre må jagte effektiviserings- og produktivitetsgevinster for at klare fremtidens konkurrencekrav.


Opdateret!
Uddannelsen til byggemanager har været til screening i ministeriet, og uddannelsen er desværre i første omgang blevet afvist. Ministeriet forslår, at man i stedet går ind og ændrer på indholdet af byggeteknikerudannelsen og dermed også uddannelsen til bygningskonstruktør. Det mener TL ikke er den rigtige vej at gå. Vi mener stadig, at det er vigtigt, at vi uddanner mennesker med de rette kompentencer inden for ledelse og kommunikation, da det er det, som efterspørges i byggeriet. TL vil derfor sammen med Dansk byggeri fortsat arbejde for, at vi får en byggemanageruddannelse. Første skridt er, at vi i sammen med Dansk Byggeri, vil forsøge at få et møde med ministeriet.

0 kommentar(er)



Overenskomst er sund fornuft

Af Gita Grüning d. 6. oktober 2011 08:55

Krifa, Det Faglige Hus og lignende organisationer bruger millioner på reklamer i radioen, i gratisaviser og i håndboldklubber. Det gør TL ikke, og vi bruger heller ikke dine penge på støtte til politiske partier.

Vi bruger penge på at sikre vore medlemmer gode løn- og arbejdsvilkår gennem overenskomster. Hvert år bruger vi mange timer på forhandlinger med arbejdsgiverne om dine arbejdsvilkår. Goder som løn under barsel, pensionsbidrag fra din arbejdsgiver, feriefridage eller ret til efteruddannelse ville ikke eksistere, hvis ikke fagforeninger som TL forhandlede disse goder hjem.

Lige nu er vi godt i gang med forberedelserne til en fornyelse af overenskomsten for det private arbejdsmarked. Men i takt med at flere og flere danskere vælger de billige alternativer, som kalder sig fagforeninger, så risikerer vi at miste retten til at forhandle på medlemmernes vegne. Og det vil ramme alle lønmodtagere i Danmark.

Ulykken i denne udvikling er, at mange måske ikke er klar over konsekvensen. De ved ikke, at når de vælger et billigere alternativ, så bidrager de også til afskaffelsen af overenskomster mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Overenskomstmodellen har nemlig en stor svaghed: Nogle betaler for varen, mens andre får den gratis. Alle på arbejdsmarkedet får i dag del i de forbedringer, vi opnår gennem overenskomstforhandlinger. Uanset, om de er med til at betale for de mange timers forhandlingsarbejde eller ej.

Derfor er det mere end nogensinde vigtigt, at vi i fagbevægelsen formår at forklare værdien af en overenskomst. For selv om en overenskomst aldrig bliver sexet, så er det jo ikke forbudt at appellere til andet end pengepungen. For eksempel til folks sunde fornuft.


1 kommentar(er)



Velkommen til Danmarks nye statsminister!

Af Gita Grüning d. 16. september 2011 13:40

Der har nu været folketingsvalg, og befolkningens stemme har talt. Det har medført at der nu arbejdes på at få nye personer ind i regeringskontorerne under ledelse af Helle Thorning-Schmidt.

Det bliver et udfordrende job som TL naturligvis vil ønske tillykke med.

Samtidig tillader vi os at fremsende vores ønskeseddel til fremtiden på vores medlemmers vegne:

Vi ønsker helt konkret:

  • Ændring i dagpengeperioden, så vi ikke skal opleve, at medlemmerne falder ud af dagpengesystemet i perioder med lav beskæftigelse.
  • Efterlønnen fastholdt til nedslidte medlemmer.
  • Bedre muligheder for at efter-/videreuddanne sig i ledighedsperioder.
  • Fjernelse af loftet over fradragsret på faglige kontingenter.
  • At alle unge skal tilbydes en uddannelse.
  • Gang i beskæftigelsen

På vores medlemmers vegne har vi naturligvis mange flere ønsker, men ovennævnte er helt centrale for at Danmarks igen kommer på rette spor.

Rigtig god arbejdslyst!                                                                     

Med venlig hilsen

Gta Grüning


1 kommentar(er)



Vi har brug for dig

Af Gita Grüning d. 11. august 2011 16:25

At være tillidsrepræsentant er både et spændende og til tider krævende job!

Det er spændende, fordi du får indblik i rigtig mange ting – både i virksomheden og i de mange relationer mellem mennesker. Og det kan være krævende, fordi du skal være bindeled mellem kolleger og ledelse, problemknuser ved konflikter og
lønforhandlinger og omsætte overenskomststof til handling på arbejdspladsen.

Til gengæld kan du nyde kollegaernes og ledelsens tillid, og du kan regne med solid opbakning fra dit forbund: Du får en grundig uddannelse fra TL, og du kan trække på faglige og juridiske kræfter både lokalt og centralt. 

”Jobbet” som tillidsrepræsentant er tillige personligt udviklende, og du er med til at skabe fremtidens arbejdspladser for TL’ere. Men der er plads til endnu flere tillidsrepræsentanter i TL.

Rigtig mange små og mellemstore virksomheder har mere end fem TL’ere ansat uden at have en klub eller en tillidsrepræsentant. Det er synd for både medlemmerne og virksomheden. En klub er med til at give grobund for et stærkt fagligt fællesskab blandt virksomhedens TL’ere, og en tillidsrepræsentant er med til at synliggøre dit fag – over for kolleger og virksomhedens ledelse.

Det er også afgørende for at kunne forsvare overenskomsterne, at vi har tillidsrepræsentanter på alle de arbejdspladser, hvor det er muligt.

Derfor har vi brug for dig! Har du lyst til personlig udvikling og til at være med til at sætte dagsordenen på TL’ernes arbejdspladser i fremtiden, så stil op som TL-tillidsrepræsentant på din arbejdsplads.

Du er også meget velkommen til at sende mig et par ord om dig selv og din arbejdsplads på ggr@tl.dk, så vi kan få gang i fremtiden sammen.
  
Gita Grüning
Forbundsformand

0 kommentar(er)



Referat af min kaffemik

Af Gita Grüning d. 27. juni 2011 15:05

I min leder i Teknikeren, juni 2011, fortalte jeg, at jeg havde inviteret mig selv på kaffe hos Dansk Industri’s nye direktør Karsten Dybvad.

Det har jeg nu været  - fredag den 24. juni.

Formålet var naturligvis at få lov til at fortælle om de mange, fantastiske uddannelser, TL organiserer, om vores meget dygtige og kreative medlemmer og om, hvordan disse medarbejdergruppre kan bidrage til vækst og innovation i Danmark.  

Det blev et godt og konstruktivt møde med en meget lyttende direktør, der med interesse også læste i vores nye uddannelsesmagasin, som jeg havde medbragt. Dette magasin går lidt dybere ned i, hvilke arbejdsopgaver de enkelte uddannelser typisk beskæftiger sig med.

Naturligvis blev også funktionæroverenskomsten og dennes dækningsområde berørt, herunder at der er behov for en fortsat høj respekt om aftalegrundlaget, således at enkelte virksomheder ikke fristes til at skrive teknikere ud af overenskomsten. Tillige spørgsmålet om, at alle teknikere - op til og med  bachelorniveau bør overenskomstdækket - blev drøftet.   

Som Karsten Dybvad udtrykte det: den dynamik, der udspilles på arbejdspladsen, afspejles ikke i overenskomsten. Der blev - naturligvis - ikke indgået noget bindende tilsagn, men jeg føler, at TL fik sat fokus på vores medlemsgrupper, at vi fortsat vægter overenskomsten højt og det er vigtigt for os, at både DI og deres medlemsvirksomheder ved, hvilket stort potentiale, der er i at have teknikere ansat. Så ser vi frem til, det har en afsmittende effekt ved OK 2012.

Rigtig god sommer herfra!

Med venlig hilsen

Gita Grüning


0 kommentar(er)



Jeg har inviteret mig selv på kaffe...

Af Gita Grüning d. 14. juni 2011 15:45

Industriens område er toneangivende for hele det private arbejdsmarked. Derfor er der et særligt behov for at få sat de rigtige dagsordener frem mod overenskomstforhandlingerne i 2012.

Udfordringen bliver ikke mindre af, at der har været en krise. Det er derfor vigtigt at markere klart, hvad TL’erne forventer sig af fremtidens job og arbejdspladser.

Det er også sådan, at kun du og jeg kan beskytte overenskomsten. Arbejdsgiverne gør det ikke. I hvert fald ikke på funktionærområdet.  Det har vi set tydelige og mærkbare tegn på gennem krisen: TL’ere er blevet skrevet ud af overenskomsten og er blevet pålagt konkurrenceklausuler. Helt urimeligt – og i visse tilfælde nærmest stavnsbinding.

Derfor var det ganske opløftende at møde så mange ildsjæle i form af dedikerede tillidsrepræsentanter på det store TR-træf, som TL afholdt sammen med HK den 5. maj i Odense.

Alle gik derfra med fornemmelsen af, at nu skal der kæmpes om af få flest mulige omfattet af overenskomsten og få omfattet alle vores medlemsgrupper.
Der skal kæmpes både på den enkelte arbejdsplads og allerhelst sammen med de andre faggrupper, for lønmodtagere uanset uddannelse, vil gerne stå sammen.

Vi har måske bare glemt det lidt i vores travle hverdag?
 
Derfor udestår der også en stor opgave med at få bredt budskabet ud, så vi kan opnå synlige og mærkbare resultater for funktionærgruppen. Derfor har jeg inviteret mig selv på kaffe hos DI’s nye direktør. Han har heldigvis takket ja til min invitation og derfor drikker vi kaffe og taler om fremtidens udfordringer fredag den 24. juni.

Den bundne opgave bliver at synliggøre for DI, at de mange kreative TL’ere står for udvikling og innovation på danske arbejdspladser, og at det derfor er vigtigt at vi, i respekt for hinanden, giver det bedst mulige grundlag for at ruste virksomheder og TL’ere til fremtidens udfordringer.
 
Hvis du har et signal eller to som jeg også skal fremføre på mødet, kan du nå at sende det til mig på denne blog.  


sommerhilsen fra Gita Grüning



1 kommentar(er)

Gita Grüning

Formand for TL siden 2006

Formand for TL's lokalafdeling i Frederiksborg Amt 1994-2006