Så er overenskomstforhandlingerne gået ind i sin 3. uge. Det er sket uden at der er kommet nogen form for gennembrud. Meget ligger ellers lige for, hvis man skal se tilbage på de forandringer, der er sket bare det sidste års tid med arbejdsgiverne som indspiller med ideer til folketinget.

Blot for lige at erindre om et par områder, vil jeg nævne: halvering af perioden man kan oppebære supplerende dagpenge, afkortelse af dagpengeperiode fra 4 til 2 år, udfasning af efterlønnen.

Alt dette er sket med baggrund i, at arbejdsgiverne mener, der skal være mere arbejdskraft til rådighed og i længere tid, - altså flere år på arbejdsmarkedet.

Nu er det jo en kendt sag, at man ikke kan løbe helt så hurtigt som 65. årig som man kunne som 25.årig. Det gælder måske også i arbejdslivet.

Derfor er der også behov for at se på mere fleksible ansættelsesforhold, når seniorlivet nærmer sig. Det kan f.eks. udmøntes i nedsat tid på enkelte dage, lidt flere fridage eller andet, der er tilpasset den enkeltes situation. Og det skal udmøntes som en ret. Det må ikke tilkendegives som en mulighed, hvor det er underlagt den enkelte virksomheds lyst eller mangel på samme. Så bliver det alt for tilfældigt, hvem der har denne mulighed.

Finansieringen kan være fuldstændig gratis for virksomheden. F.eks. kan man veksle nogle af de midler, der tilgår pensionen eller er afsat i kompetencefondene til at købe sige denne fleksibilitet, når pensionsalderen er tæt på.

Det vil give den enkelte lønmodtager mulighed for selv at tilrettelægge sit sene arbejdsliv og samtidig give en mere blød overgang mellem arbejdsliv og pensionisttilværelse.

Så nu må vi se hvad der sker? - kan arbejdsgiverne holde til, vedblivende at kræve længere tid på arbejdsmarkedet - uden at være med til at finde fleksible løsninger til seniortilværelsen - gavn for alle danske lønmodtagere?