Indbetaling til pension


Har jeg krav på, at min arbejdsgiver indbetaler til en pensionsordning for mig?
Ja, hvis du er ansat under en overenskomst, hvor TL er en af parterne, så har du krav på at få indbetalt til en pensionsordning. Det sker efter de regler, der fremgår af overenskomsten. Der kan godt være krav om, at du skal have været ansat f.eks. to måneder, inden du bliver omfattet af ordningen.

Hvis du ikke arbejder under en TL-overenskomst er virksomheden ikke forpligtet til at indbetale til en pension, medmindre du selv har indgået aftale om det. En sådan aftale skal fremgå af dit ansættelsesbevis.

Hvor meget har jeg krav på, at der bliver indbetalt til min pensionsordning?
I overenskomsterne står beskrevet, hvor meget der skal indbetales til din pensionsordning. Hovedparten af TL's overenskomster på det private arbejdsmarked har et pensionsbidrag. Bidraget fremgår af din overenskomst. Se overenskomster på det private område

På det offentlige område er pensionssatsen meget forskellig, men den fremgår af din overenskomst. Du kan eventuelt kontakte din lokale TL afdeling og få mere at vide.
Se TL's afdelinger

Min arbejdsgiver har lavet en aftale med et nyt pensionsselskab.
Hvad betyder det for mig?
Som udgangspunkt betyder det ikke andet end at dine pensionsbidrag i fremtiden indbetales til et andet pensionsselskab. Du skal være opmærksom på, at overenskomsterne på det private område sikrer dig, så et skift af selskab ikke må forringe dine pensionsvilkår.

Efter overenskomstens regler kan du, i stedet for at blive omfattet af den nye ordning, vælge at overgå til/forblive i Tekniker Pension. Et sådant valg er frit og uden omkostninger for dig. Ønsker du at gøre brug af denne mulighed, skal du rette henvendelse til Tekniker Pension/PFA på telefon 70808180.

Kan jeg selv indbetale noget ekstra på min pensionsordning?
Hvis du er privatansat, kan du næsten altid indbetale ekstra til din firmapensionsordning. Lav en aftale med virksomheden om, hvad der skal gøres.

Hvis du er ansat i det offentlige, skal du tale med dit pensionsselskab om dine muligheder.