Den sårbare natur
Jeg var engang i en redningsaktion hjemme i min køkkenhave. “Bambussen længe leve” hed redningsaktion. Den gik i alt sin enkelthed ud på at sikre bambussens overlevelse i Danmark. Bambussygen havde i længere tid huseret, og utallige store, smukke bambus havde på den konto måttet lade livet på grund at den dødelige sygdom, der truede med helt at udrydde bambussen. Det måtte og skulle for enhver pris forhindres.

Derfor startede jeg min private redningsaktion i en del af køkkenhaven, som jeg omdannede til en mini planteskole for små bambus. Efterhånden som planterne voksede til, bliver de plantet ud i den barske natur, nærmere bestemt på en sommerhusgrund ved Vesterhavet. Jeg kan spore en fremgang - betingelserne taget i betragtning, derude midt i den rummelige vestjyske natur. Her skal der selvfølgelig også være plads til udsatte og truede bambus.

Jeg ved godt, at min lille private aktion måske kan opfattes som værende latterlig og ligegyldig, men når vi flytter fokuset væk fra bambussen, og ind på det udsatte menneske - livet, arbejdet og trivslen, så ser det pludselig anderledes ud.

Det er vigtigt, at vi hver især gør noget i hverdagen, der hvor vi har vores daglige gang. Vi har alle et ansvar, og vi kan ikke bare skubbe det fra os og sende sorteper videre til en anden. Vi må alle gøre vort bedste for at skabe optimale rammer og give så gode vilkår og betingelser for vore udstødte medmennesker, hvor vi sikre, at udsatte og svage grupper får en plads i arbejdslivet – enten, at de vender tilbage til arbejdsmarkedet efter endt sygdom eller der bliver plads til folk som endnu ikke har haft chancen på arbejdsmarkedet.

Vi skal være fælles om at skabe et rummeligt arbejdsmarked hvor der er plads til alle. Det er ikke kun ledelsen, der skal gøre noget og det er ikke kun dem der skal skabe og udarbejde de sociale og etiske spilleregler på virksomheden. Alle har et ansvar - lige fra ledelsen og til manden på ”gulvet”. Vi må derfor alle være parate til at yde og ofre og give så god plads, at mennesker kan indplaceres på arbejdspladsen. De skal kunne klare et arbejde, ved siden af dig og mig og på særlige vilkår som er skræddersyet til dem. Det skal gøres, hvis det skal lykkes at skabe sociale og ansvarlige arbejdspladser for udsatte og værdifulde medmennesker.

Alt for mange kolleger bliver i dag tabt på gulvet, når der begynder at komme vanskeligheder. Vi skubber dem fra os og forventer, at nogen andre gør et eller andet. Mange bliver holdt udenfor arbejdslivet, fordi vi tit glemmer den dybe sandhed - at ethvert menneske er værdifulde og hver især har noget vigtigt og spændende at bidrage med, både på din og min arbejdsplads.

De mennesker som måske har en svaghed på et område, har helt sikkert mange andre stærke sider, som kan skabe værdier og glæde i arbejdet. Disse sider skal frem i lyset og dem skal der værnes om. Vi skal tænke positive tanker for og om hinanden, og vi må hver især tage ansvar og gøre vort til, at mange kan opleve rigdommen og glæderne ved arbejdet og fællesskabet på arbejdspladsen.

Det er ikke bare noget, de andre skal gøre. Vi må som nævnt hver især yde vort bedste og påtage os et medansvar, hvor vi kan være os selv bekendt, så vi kan holde ud at se os selv i spejlet om morgenen. Og det gælder, ligegyldigt om vi sætter os til rette i chefstolen, står på vores faste plads i produktionen eller sidder med musen bag skærmen.

Bambussen, der er truet at sygdom og udstødelse skal leve. Det var målet med min redningsaktion i køkkenhaven. Og sådan må vi alle gå i aktion og yde vort til at skaffe plads og gøre det godt på vore arbejdspladser for så mange som muligt. Om det lykkes mig at skabe en rummelig vestjysk natur med masser af bambus, det ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg arbejder på det. Det må vi alle - arbejde på at skabe det rummelige arbejdsmarked, som levende, skrøbelige mennesker som os har brug for.