Homo Stressfus
Homo Stressfus er en lille kæk gut, som er utrolig nysgerrig, parat til nye udfordringer og han er konstant på farten, parat til at udforske den store vide verden, og det til trods for, at der lurer farer og andre uforudsete forhindringer undervejs på hans færden.

Homo Stressfus har altid været kæk, men ikke altid været lige parat til at tackle de forhindringer der måtte byde sig. Det er tiden der igen har gjort ham til denne kække og udfordrende gut som han er det i dag.

Det hele startede egentlig med, at Homo Stressfus følte afmagt overfor den konstante håbløshed. Han havde svært ved overskue hvad der var i vente, når han dagligt skulle forcere barriererne og når han bevægede sig ud på ukendt territorium.

Inden han begyndte sin lange vandring imod det ukendt, var han i trygge rammer. Han vidste hvad han skulle gøre, hvorfor han skulle gøre det og hvordan han skulle gøre det. Det havde de andre fortalt ham. Alt var jo egentligt lyserødt, og han følte at han var kommet på den helt rette hylde!

Der var i midlertidig noget som pirrede ham. Det var ligesom alligevel ikke nok. Han følte at han stod i stampe og de andre kollegaer udviklede sig efterhånden i en anden retning end hans. Homo Stressfus blev usikker og efterhånden kunne han ikke følge med. Arbejdsbyrderne hobede sig op omkring ham. Hans venner skyndede på ham. De begyndte at drille og mobbe. De talte om ham og ikke til ham.

Alle udviklede sig imedens han stadig var den samme. Det måtte da være godt nok, for så vidste de jo hvor de havde ham! Alligevel kunne Homo Stressfus mærke, at han blev mere og mere frustreret, og så var der noget mærkelig noget som pumpede rundt indeni kroppen. Han vidste ikke hvad det var. Det gjorde ham bange, usikker. Han vidste bare ikke hvad han skulle gøre. Det hjalp ligesom lidt at han drak alkohol og tog tabletter, men når virkningen holdt op, var det igen det samme. Lægen sagde at han var stresset og han var udbrændt, og at det var adrenalin som pumpede rundt indeni ham.

Homo Stressfus gik træt og nedslået hjem, og satte sig med lukkede øjne foran spejlet. Han var så trist, så trist, og egentlig meget bange for at se sit spejlbillede, når nu lægen havde sagt, at han var udbrændt. Han måtte jo se ganske forfærdeligt ud! Langsom åbnede han sine øjne. Pludselig begyndte han at skraldgrine over spejlbilledet. Han var overhovedet ikke udbrændt. Han lignede da bare Homo Stressfus. På engang blev han glad og lettet.

Homo Stressfus besluttede sig herefter for, at tage skeen i den anden hånd. Hellere dø af grin end dø af stress. Han ordinerede sig selv store doser latter i flere timer dagligt, og tog herefter på arbejde.

Hans kollegaer var tit taget på rejse for at lære nyt og de var kommet hjem mere end parate til at tage fat på nye arbejdsopgaver. Det var måske derfor, at de havde udviklet sig i en anden retning, og det var måske derfor de var begyndt at drille og mobbe ham! Homo Stressfus havde hidtil undslået sig at tage på de rejser, for han vidste jo lige hvad han skulle gøre og hvorfor.

Det havde de andre jo fortalt ham! Det vil Homo Stressfus lave nu om på. Han besluttede sig for at gå til sin chef for at få lov til at rejse ud i den store vide verden, for at udforske den for derefter at komme hjem med ny viden. Det fik han med det samme lov. Sørme så, så havde chefen været utroligt glad for det nye initiativ. Homo Stressfus var derfor mere end parat til at tage af sted på den lange vandring ud i det ukendte.

Han måtte indrømme da han tog af sted, at han ikke havde været godt nok klædt på til at klare de daglige udfordringer. Han besluttede sig for at medbringe en rygsæk, som han ville fylde op undervejs på sin vandring. Han var overbevidst om, at det han stoppede i rygsækken undervejs, var noget han kunne gøre brug af, når han engang vendte hjem igen efter den lange rejse til det ukendte.

De andre havde jo hidtil fortalt ham hvad han skulle gøre, hvordan det skulle gøres og hvorfor det skulle gøres. Han havde derfor i begyndelsen utroligt svært med alle de nye barriere og udfordringer der ventede på ham i det ukendte, og han følte igen afmagt og frustration. Adrenalinen begyndte pludselig igen at pumpe rundt i kroppen på Homo Stressfus. Han blev igen nevøs for det, men overraskende nok, egentlig ikke bange.

Rejselederen havde sagt, at adrenalin ikke var farligt – bare man brugte det på en fornuftig og udviklende måde og at den ikke var der hele tiden. Så ville det derimod være utroligt usundt. Men af kortere varighed, så var det egentlig sundt. Det var derfor helt naturligt, at de enkelte rejsedeltagere ville mærke adrenalinen pumpe undervejs på deres rejse. Det var på den måde at de ville kunne udvikle sig og være i stand til at lære nyt. Homo Stressfus følte en vis spænding med den der adrenalin. De barrierer og forhindringer han efterhånden mødte, var pludselig ikke så uoverkommelige mere.

Rejselederen sagde mange gange, at arbejdspres og omgivelsernes krav, ofte sætter alvorligheden i højsædet i større omfang end nødvendigt. Kan vi hæve livsglæden og latterspejlet med nogle procent, så vil det sætte positive skruer i gang og have en positiv effekt. Der er et hav af gunstige effekter af latteren, og heldigvis så ler mange mennesker dagligt. Rejselederen sagde endvidere, at alvorlighed og stress er blandt de største ødelæggere, når vi taler helbred og livsglæde. De slår ihjel før tiden.

Smilet, latteren og livsglæden har ikke alene virkning på humøret, men også på vort helbred, og hvem vil ikke hellere dø af grin end dø af stress? Homo Stressfus havde inden rejsen taget sagen i egen hånd og ordineret sig selv store doser latter i flere timer dagligt. Han følte derfor, ikke længere at rejsen var så uoverskuelig. Han magtede mere og mere og han var ikke længere så usikker efterhånden som han fik rygsækken fyldt op. Han glædede sig ligefrem til at komme hjem igen efter sin lange rejse!

Hans kollegaer snakkede ikke længere om ham – de begyndte at snakke til ham og med ham. Drilleriet og mobningen var væk. Homo Stressfus besluttede sig derfor for, at det ikke var sidste gang han rejste ud – tværtimod. Det havde været en udviklende og lærerig rejse, han havde været på, og han ville ikke fremover blot lulles i søvn, som han havde været førhen, hvor de andre havde sagt, hvad han skulle gøre, hvorfor han skulle gøre det og hvordan det skulle gøres.

Homo Stressfus var igen den lille kække gut som hans kollegaer og omgivelserne havde det godt med.