24. september 2009
Pressemeddelelse
Historisk sejr for ligelønnen
Teknisk Landsforbund har vundet den første sejr i en ligelønssag i Højesteret nogensinde
”Det er en historisk sejr for ligelønnen, som vi er utroligt glade for. Jeg håber, at denne dom medfører, at arbejdsgiverne i fremtiden sikrer, at deres lønpolitik er både klar og kønsneutral,” siger Gita Grüning, formand for Teknisk Landsforbund.
Højesteret dømte i dag Ikast Betonvarefabrik til at betale 674.637 kr. til et kvindeligt medlem af Teknisk Landsforbund, fordi hun tilbage i 1999 fik mindre i løn end hendes to mandlige kolleger. Dertil skal lægges renter, så det samlede beløb nærmer sig en million kroner. Ikast Betonvarefabrik skal desuden betale 229.000 kroner til Teknisk Landsforbund i sagsomkostninger.
”Jeg håber, dommen får andre kvinder, der oplever usaglige lønforskelle, til at stå frem, så vi kan få gjort op med uligheden. For jeg tvivler på, at dette er det eneste tilfælde af brud på ligelønsloven,” mener Gita Grüning.
Som ansat på Ikast Betonvarefabrik fik TL’s medlem 25.600 kroner om måneden, mens hendes to mandlige kolleger hver fik 33.000 kroner om måneden. Lønuligheden stod på i otte år.
Advokat i Teknisk Landsforbund og ph.d. i ligelønsret, Byrial Bjørst, mener, at dommen giver arbejdsgiverne lektier for, når det kommer til formuleringen af klare lønpolitikker.
”Dommerne slår fast, at når en arbejdsgiver ikke har helt klare retningslinjer for, hvordan han laver løn, så stilles der skærpede krav til den forklaring, der gives, når der opstår lønforskel mellem en mandlig og en kvindelig ansat. Derfor er moralen groft sagt: Hav orden i dine ting,” siger Byrial Bjørst.
”Højesteret slår endvidere fast, at når en arbejdsgiver fastsætter løn, så skal han som udgangspunkt lægge vægt på forhold, som har betydning for det arbejde, som medarbejderne konkret udfører. Dommen er en sejr for saglighed i lønfastsættelsen, og det er bemærkelsesværdigt,” siger Byrial Bjørst.
I 2005 afsagde Retten i Roskilde en dom, der gik Teknisk Landsforbund imod. Østre Landsret stadfæstede dommen, men Teknisk Landsforbund ankede dommen til Højesteret.
Yderligere oplysninger
Gita Grüning, formand, Teknisk Landsforbund, mobil: 21 63 25 05.
Byrial Bjørst, advokat, Teknisk Landsforbund, mobil 20 66 82 83.
Morten Terp, journalist, Teknisk Landsforbund, mobil: 42 40 62 60.
Se
Højesteretsdommen og
Uddrag fra Lov om ligeløn