25. maj 2010
Pressemeddelelse
Lønkommissionen er en syltekrukke
”Det gik desværre som vi frygtede: Lønkommissionen blev en syltekrukke for ligelønnen, og beskæftiger sig ikke med de to tredjedele, der er på det private arbejdsmarked,” mener Gita Grüning, formand for Teknisk Landsforbund.
En mandlig tekniker i det private tjente i september 2009 i snit 16 procent mere end hans kvindelige kollega. Forskellen blandt de statsligt ansatte var 7 procent, og hos kommuner og regioner 13 procent.
”Vi gør, hvad vi kan for at ændre på tingene. Vi vandt sidste år en historisk ligelønssejr i Højesteret, og vi forfølger sager om uligeløn, når vi opdager dem. Derfor er det ærgeligt, at en hastenedsat lønkommission slet ikke tager fat om problemets kerne. Nemlig selve indretningen af både det offentlige og private arbejdsmarkedet. Det nytter ikke med fragmentariske konklusioner på så vigtigt et område,” mener Gita Grüning.
”Desværre er det gået, som vi frygtede. Regeringen har nedsat en lønkommission, der fungerer som syltekrukke for ligelønnen. EU har gang på gang klaget over Danmarks manglende organ for ligestilling, men intet er sket. Hvis regeringen virkelig vil lige løn for lige arbejde, så skulle den sætte syltekrukken på hylden og tage arbejdshandskerne på,” opfordrer Gita Grüning.
Yderligere oplysninger
Gita Grüning, formand, Teknisk Landsforbund, mobil: 21 63 25 05.
Morten Terp, journalist, Teknisk Landsforbund, mobil: 42 40 62 60.
Billedmateriale
Foto af Gita Grüning til fri brug.
Fakta
Teknisk Landsforbund er en moderne faglig organisation for kreative teknikere, designere og konstruktører med ca. 30.000 medlemmer. Læs mere på tl.dk.