Teknologisk set er det lige så lille en nyhed som et glas sodavand: I mere end 100 år har vi fanget CO2, opløst det i vand og sendt det andre steder hen end direkte ud i atmosfæren – som kulsyre i sodavand.
Men ikke desto mindre har CO2-fangst og lagring det seneste år været et varmt emne i mange danske virksomheder, hvor området er blevet spået at blive det næste store erhvervseventyr i lighed med vindmølleindustrien.
I runde tal er vi dog tættere på at lave bobler i sodavand end på at løse klimaproblemet.
Men man må se på perspektivet, mener lektor, ph.d. Philip Loldrup Fosbøl fra DTU, som gennem 20 år har forsket i nogle af de teknologier, der ligger bag. Han har senest arbejdet sammen med Danmarks største enkeltudleder af CO2, cementfabrikken Aalborg Portland, om at udvikle et nyt CO2-fangstanlæg, der blev indviet i december sidste år.
Siden dengang har anlægget fjernet et ton CO2 fra cementfabrikkens udledninger i døgnet. Det skal ses i sammenhæng med, at Aalborg Portland udleder omkring 2,5 millioner tons om året.
Set i det lys er det, man fanger, altså små bobler.
Store forhåbninger for fremtiden
”Der kommer til at gå 10-20 år, før denne her teknologi reelt kommer til at gøre en forskel for klimaet. Men anlægget i Aalborg er et pilotprojekt, som handler om de forhåbninger, vi har for fremtiden. Vi har ikke bygget det for, at det skulle være så stort som muligt, men for at skabe noget nyt inden for CO2-branchen,” fortæller Philip Loldrup Fosbøl, der forklarer, at man bruger overskudsvarmen fra cementproduktionen til at drive CO2-fangstanlægget. Og dermed løser man et stort problem, der har været med CO2-fangst hidtil: Energiforbruget. Man risikerede at sætte større negative klimaaftryk gennem sit energiforbrug, end man rent faktisk fjernede.
”Det ville selvfølgelig ikke give mening. Men vi er på vej til at skabe en teknologi, hvor vi kan fjerne CO2 på en måde, der både er fornuftigt økonomisk og i forhold til klimaet. Det er den eneste holdbare løsningen for de brancher, der ikke bare kan fjerne klimagasser fra produktionen. Teknisk set er problemet at skalere det. Vi er i samme fase, som f.eks. vindmølleindustrien var i starten. Der var også mange år, hvor der var en stor skepsis over for, om vindmøller nogensinde ville få en mærkbar effekt,” siger han, og understreger, at omfanget og proportionerne i opgaven selvfølgelig er svimlende.
”Nu sidder jeg hjemme hos mig selv, hvor vi er fem personer. Hvis vi udleder otte tons – som en gemmesnitlig dansker – så er det 40 tons CO2. Det fylder rigtig, rigtig meget. Vi har brug for at skalere løsningerne, men vi må også starte et sted,” siger Philip Loldrup Fosbøl.
Intet alternativ til CO2-fangst
Så det nuværende anlæg i Aalborg redder med andre ord ikke ligefrem kloden. Det erkender Jesper Sand Damtoft, som er Group Sustainability and R&D Director i Cementir Holding, der er moderselskab til Aalborg Portland. Men han understreger, at hvis de skal i mål med deres klimaambitioner, er CO2-fangst et vigtigt redskab:
”Det specielle ved cementproduktion er, at det kun er halvdelen af vores udledning, der kommer fra energi. Den anden halvdel af vores udledning kommer fra den mineralogiske proces ved opvarmning af kalk. Hvis vi skal bruge cement i fremtiden – og det skal vi jo bl.a. til infrastruktur og alle de anlæg, den grønne omstilling kræver – så er vi nødt til at have CO2-fangst, hvis vi samtidig skal være bæredygtige,” siger Jesper Sand Damtoft, der fortæller, at cementfabrikken har sat sig et mål om at reducere sine udledninger med 73 % i 2030.
Resultaterne fra Aalborg har dog langt fra imponeret kritikerne af CO2-fangst – og dem er der også en del af. Det drejer sig bl.a. om Klimabevægelsen, der er den største græsrodsbevægelse for klimaet. Her har politisk rådgiver Caroline Bessermann også læst tallene fra anlægget i Aalborg, og mener, at virksomhederne springer over, hvor gærdet er lavest.
”Det bliver en sovepude, når man ikke forholder sig til, at vi bliver nødt til at sænke vores forbrug af cement og finde andre løsninger. Fangst og lagring af CO2 bliver en undskyldning for ikke at omstille samfundet fundamentalt. Lige nu bliver det brugt til alt det forkerte,” mener Caroline Besserman.
Mange arbejdspladser i sigte
Det er dog langt fra kun cementindustrien, der mener, at CO2-fangst er en del af løsningen. Mange virksomheder på tværs af brancher er parat til at investere massivt med penge og arbejdspladser i det. I industrien bliver der behov for 10.000 nye arbejdspladser inden for CCS (Carbon Capture og Storage) viser tal fra COWI. Det er bl.a. industriteknikere, maskinteknikere og automatikteknikere, der skal udvikle og drive de her anlæg, lyder det i en analyse fra COWI, der mener, at der frem mod 2030 vil blive investeret svimlende 32 mia. kroner i CO2-fangst og opbevaring.
Philip Loldrup Fosbøl fra DTU er heller i tvivl om, at det vil være et interessant område for danske virksomheder med tekniske kompetencer.
”Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der et kæmpe potentiale i det her, og vi får både brug for nye og gammelkendte fagligheder. Der er brug for nogle, som har ingeniørbaggrund, men der er også brug for folk, der kan stå for koordinering, projektledelse og sikre, at anlæggene kører i hverdagen,” siger Philip Loldrup Fosbøl, der fortæller, at en stor del af den opsamlede CO2 vil kunne bruges i andre industrier – f.eks. i forhold til den såkaldte power-to-x-teknologi, hvor man producerer brændstoffer og materialer ud fra brint. Her har man paradoksalt nok brug for CO2 til at lave grønne brændstoffer – f.eks. flybrændstof – hvilket stadig giver klimamæssig mening, hvis den indfangede CO2 stammer fra grønne kilder, f.eks. biomasse, som fylder rigtig meget i Danmark. Her taler man ligefrem om ”grøn CO2” i modsætning til den ”sorte CO2”, der kommer fra fossile brændstoffer.
Tilbage i undergrunden
Netop den sorte CO2 lakker mod enden. I hvert fald i Danmark, hvor vi har besluttet at udfase olie og gasproduktion senest i 2050.
Godt 50 år efter at prins Henrik åbnede for hanerne for olie- og gasproduktionen i den danske del af Nordsøen, var kronprins Frederik i starten af marts også på havnen i Esbjerg for at markere, at strømmen nu gik den anden vej. Efter flere års tilløb pumper et konsortium af flere store danske og internationale virksomheder netop nu CO2 ned i undergrunden i Siri-feltet. I en pilotfase bliver der pumpet CO2 ned i et sandstensreservoir ca. 1.800 meter under havoverfladen. Sandstensreservoiret ligger under en række skiferlag, der fungerer som et låg, så her vil CO2 blive fanget i sandstenen.
Ligesom med anlægget i Aalborg er der ikke i første omgang tale om tal, der gør en forskel for klimaet, men i 2030 vil man potentielt kunne lagre op til otte millioner tons CO2 om året – alene for Siri Feltet.
Ifølge en analyse fra konsulentfirmaet HBS Economics vil en stor del af de folk, der arbejder i offshore-industrien, kunne omskoles i takt med, at produktionen af olie og naturgas i den danske del af Nordsøen bliver faset ud frem mod 2050. Ifølge analysen vil omkring 3.300 personer kunne arbejde med at vedligeholde og servicere anlæg.
Danmarks særlig velegnet
Potentialet for CO2-lagring i Danmark er enormt. Beregninger fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS har vist, at Danmarks undergrund er meget velegnet til CO2-lagring, fortæller seniorforsker Niels Hemmingsen Schovsbo, GEUS.
”Nogle steder er bedre egnede end andre, men de steder, der er bedst egnede, er bl.a. Nordsøen, hvor infrastrukturen allerede er på plads. Det er selvfølgelig et godt sted at starte. Generelt ligger Danmark rigtig godt i forhold til vores størrelse. Vi har regnet os frem til, at vi kan lage op til 22 giga ton CO2 (22.000. mia. tons, red). samlet set over hele den danske undergrund – svarende til mange hundrede års danske CO2 udledninger,” siger Niels Hemmingsen Schovsbo.
Med andre ord – en hel del mere end boblerne i sodavand.