Her handler alt om sport

Hummel vil ændre verden gennem sport, og den ambition er Victor Minh Vu med til at indfri som juniordesigner af støvler og sko til børn, voksne og topidrætsfolk og med brug af AI og 3D-teknologi.

Design
Video og fotos: Jasper Carlberg
Af Marie Preisler

For 100 år siden var et par Hummel-fodboldstøvler af læder og blev syet i hånden. I dag er produktionen af håndboldstøvler, fodboldstøvler og andet fodtøj en mere kompleks proces, som juniordesigner Victor Minh Vu er med til at forenkle ved hjælp af AI og 3D-teknologi.

”Jeg er ret fascineret i de muligheder, som AI og 3D giver for at forbedre design- og produktionsprocesser. Hos Hummel kan jeg arbejde med det og samtidig designe fede sko og støvler. Det gør mit job super fedt,” siger Victor Minh Vu.

Han arbejder i Hummels hovedkontor, en højloftet industribygning yderst ude på havnen i Aarhus med hele Aarhus Bugten som udsigt. Allerede i receptionen er det tydeligt for den besøgende, at sport er centralt i Hummels selvforståelse, brand og historie.

Her er slogans som ”Vi ændrer verden gennem sport”. Håndsyede fodboldstøvler er udstillet i glasmontrer og store fotostater viser Hummels 101 år lange historie, herunder fodboldstjerner og andre sportsfolk iført støvler eller trøjer fra Hummel.

”For mig som ung designer i Hummel er det vildt sjovt at se, at virksomheden også fandtes for et århundrede siden og allerede lavede fodboldstøvler dengang. Der er ikke mange brands, som er så gamle og var med fra start,” siger Victor Minh Vu.

Støvler til børn og målmænd

Vi fortsætter forbi flere montrer med et udvalg af landsholdets fodboldtrøjer. Hummel var oprindeligt tysk, men kom i 1980erne på danske fodboldkoryfæers hænder, og virksomheden var i en årrække medejet af nogle af datidens største fodboldstjerner, herunder Frank Arnesen og Allan Simonsen, og var sponsor for nogle af verdens største fodboldklubber, herunder Real Madrid, Verona, Werder Bremen og Aston Villa.

Siden er mange af verdens bedste håndboldhold også blevet sponsoreret af Hummel-trøjer, aktuelt dog ikke det danske herre- og damelandshold. Men blandt verdens bedste håndboldspillere og målmænd er der en del, der spiller i sko fra Hummel. Det gælder f.eks. målmanden på det danske herrelandshold, Niklas Landin.

At designe den type sko står højt på siger Victor Minh Vus personlige ønskeliste, forklarer han.

”Foreløbig er det min kollega, der laver sko til Niklas Landin. Men jeg vil gerne designe den slags også. Jeg designer sko og støvler til både børn og voksne og finder det allersjovest at lave teknisk fodtøj, f.eks. til idræt og børn. Det skal virkelig kunne holde til noget, så det er for mig en teknisk krævende udfordring, og det kan jeg godt lide."

"Jeg har altid interesseret mig for sko. Især det tekniske i skoproduk¬tionen, og Hummel tilbød det bedste praktikforløb, hvor jeg også fik lov til at arbejde med nogle af mine egne ideer.”
- Victor Minh Vu

Et ungt team

Han guider videre forbi en kæmpestor Buddha-figur med en bold i skødet. Hummels kendte logo, humlebien svæver over Buddhas hoved. Siden 1999 har Hummel været ejet af virksomheden Thornico og med erhvervsleder Christian Stadil som topchef.

Han er erklæret buddhist og har positioneret Hummel som både sports- og modebrand med redesigns af originale styles.

Buddha med en bold i skødet pryder indgangen til Hummels hovedkvarter. Foto: Jasper Carlberg.

”Det er sjovt og privilegeret, at vi kan gå i Hummels egne arkiver og finde inspiration til nye styles. Det gør vi tit,” siger Victor Minh Vu.

Vi går videre op på 1. sal og Viktor Minh Vu præsenterer det team, han er del af. Teamet sidder i et stort åbent kontorlandskab sammen med alle virksomhedens øvrige designere. I et hjørne med glasvæg ud til Aarhus Bugten arbejder Victor Minh Vu sammen med fem andre unge designere og produktudviklere på Hummels kommende sko-kollektioner til både børn og voksne.

”Det er et dejligt team og en god arbejdsplads at være en del af. Vi er næsten alle sammen under 30 år og hygger os. Teamet tager også indimellem sammen på inspirationsture til messer og på udstillinger,” siger Victor Minh Vu.

3D-nørderi

Victor Minh Vu er både optaget af design og teknik. Han ville oprindeligt være journalist men tog til åbent hus på Designskolen i Kolding og så så skolens mange 3D-printere, og det trak i ham. Så han tog en bachelor i industrielt design og produktdesign og søgte uopfordret praktik hos Hummel – og fik en praktikplads.

”Jeg har altid interesseret mig for sko. Især det tekniske i skoproduktionen, og Hummel tilbød det bedste praktikforløb, hvor jeg også fik lov til at arbejde med nogle af mine egne ideer.”

Han har været ansat siden. Først som assisterende designer af børnesko, nu designer han alle slags sko, og der er stadig stor lydhørhed over hans egne ideer. Flere af dem er implementeret i Hummels sko-produktionsproces.

Eksempelvis har han med brug af et 3D-tegneprogram og virtuel reality (VR) reduceret antallet af prototyper, der skal til, før en sko kan sættes i ¬produktion, fortæller han:

”Vi lærte lidt om teknologien på skolen, men jeg tog det ikke så seriøst, men da jeg kom til Hummel kunne jeg se potentialet: Med et headset kan man gå ind i et VR-rum og mødes med fabrikken, som typisk ligger på den anden side af kloden, og sammen rette en ny style til. Det forebygger mange misforståelser, der ellers ville kræve yderligere prototyper.”

Han købte sig selv et headset og startede med at teste det derhjemme i fritiden.

Victor Minh Vu

  • Junior designer footwear hos Hummel siden 2023
  • Før da designassistent i Hummel Kids foodwear fra 2022-2023
  • Bachelor i industrielt design og produktdesign fra Designskolen i Kolding
  • Var under sin uddannelse i praktik hos Hummel
  • 27 år
  • Bor i Aarhus

AI i designprocessen

Victor Minh Vu har på tilsvarende vis været drivkraft i, at Hummel nu har implementeret brug af AI (Artificial Intelligence) som inspiration i den kreative designproces og til at visualisere koncepter over for leverandører og sælgere og dermed spare tid og penge. 

Jeg blev bagefter inviteret til at holde oplæg for hele Hummel om brug af AI. Det takkede jeg selvfølgelig ja til og har fået meget ros for. Det er jeg ret stolt af, da jeg synes det er fedt at kunne lære fra sig samtidig med, at jeg selv kan opbygge lidt mere faglig selvtillid.

Han eksperimenterer også i fritiden med 3D-print af sko.

For en veninde har han designet og printet sko til en skoleopgave, som veninden skulle lave for Dior.

Det føltes så godt at lave sko til Dior, og jeg vil gerne på sigt arbejde meget mere med både high fashion sko og 3D-print af sko, da det er bæredygtigt.

En traditionel sko er opbygget af op mod 30 dele, der er limet og svejset sammen, og det gør delene næsten umulige at genbruge. En 3D-sko kan bare smeltes om. Det skrev han bachelor­opgave om.

Flere sportssko-brands bruger 3D-print i det små, men foreløbig ikke Hummel.

Om Hummel

  • Fodtøjs- og sportstøjsbrand med dybe rødder i fodbold og håndbold. Virksomheden er stiftet i 1923 og dermed et af verdens ældste aktive holdsportsbrands.
  • Producerer tøj og fodtøj til både børn og voksne, til sport og hverdag
  • Har været sponsor for det danske fodboldlandshold i en årrække
    Sponsor for en række professionelle håndbold-klubhold og -landshold, dog ikke det danske
  • Ejet af selskabet Thornico, som har den danske finansmand og buddhist Christian Stadil
  • Logoet ligner en humlebi og vinklerne fra logoet er præget på alle Hummel-produkter
  • Hovedsæde yderst på havnemolen i Aarhus, hvor administration og designafdeling har til huse
  • Rundede i 2022 to milliarder kroner i omsætning.
    Hummel har været sponsor for det danske fodboldlandshold gennem lange perioder.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL