På rundtur blandt ­Power-to-X og søstjerner

I Skive Kommune skal industriparken Greenlab være ­frontløber i den grønne omstilling med virksomheder inden for bl.a. Power-to-X og genbrug af plastaffald. 30 TL-medlemmer fik et indblik i teknologierne bag.

Arbejdsliv
Af Mikkel Meister

På en øde mark nord for Skive skyder virksomheder med fokus på den grønne omstilling op på et tidligere landbrugsareal.

Greenlab er ifølge reklameteksten en ”enestående cirkulær industripark – og en frontløber inden for Power-to-X”. På en solrig og blæsende majdag er omkring 30 TL-medlemmer mødt op for at blive klogere på, hvad det betyder i praksis.

Vi begynder med en kort præsentation af Green­lab i en gammel staldbygning, behageligt i læ for den kolde vind. Det er ikke tilfældigt, at Green­lab ligger i Skive, fortæller vores rundviser, Kurt Andersen.

For 35 år siden blev de første lavenergihuse bygget i Skive, og kommunen har også sænket energiforbruget i egne bygninger – bl.a. ved at ­montere solceller på kommunens administrationsbygning og skoler, fortæller han.

”Det ligger i Skive Kommunes ånd, at man gerne vil optimere i retning af den grønne omstilling,” siger Kurt Andersen.

Energisymbiose på marken

Greenlab udspringer af kommunens ønske om at lave en energisymbiose, hvor virksomheder kan udvikle, teste og kommercialisere bæredygtige energiløsninger og samtidig udveksle overskydende energi, ressourcer og data med hinanden. Virksomhederne ligger i et 60 hektar stort tidligere landbrugsområde, hvoraf 13 hektar er omlagt til skov. Området er udvalgt, da det ligger tæt på et krydsfelt for det nationale el- og gasnet.

Vi bevæger os ud af staldbygningen, mens ­jakker lynes, og hætter trækkes op om ørerne. Første stop på turen er Søstjernefabrikken, som Vestjyllands Andels proteinfabrik hedder i folkemunde.

”Sæsonen for at fange søstjerner er kort, og ­derudover er der ikke så mange tilbage af dem, så virksomheden er gået mere over til at bruge fiske­affald og græs,” fortæller Kurt Andersen.

I det fjerne snurrer en Vestas-vindmølle rundt i vinden. Vi går videre forbi virksomheden Quantafuel, der omdanner plastaffald til kemiske produkter til bl.a. kemikæmpen BASF. Den norske virksomhed er et eksempel på, at markedsvilkårene også kan kræve ofre blandt grønne virksomheder. Tidligere på året blev Quantafuel overtaget af britiske Viridor for at undgå konkurs.

”Plasten opvarmes til omkring 500 grader i en proces kaldet pyrolyse. Derefter kan produktet f.eks. bruges til at lave ny plastik eller flybrændstof,” siger Kurt Andersen.

PtX-anlæg med vokseværk

Vi går videre forbi E.ONs biogasanlæg, der leverer gas til det offentlige gasnet i Danmark, og nærmer os den snurrende Vestas-mølle. Et taktfast svusj fra møllevingerne høres tydeligt gennem blæsten.

Møllens nabo er det helt nye Power-to-X-anlæg, der i foråret blev udstyret med et 6 megawatt elektrolysemodul til produktion af grøn brint fra vedvarende energi. Første aftager til brinten via en 0,5 km rørføring er Søstjernefabrikken, der vil bruge den som alternativ til naturgas. På sigt skal anlægget få en kapacitet på 100 megawatt og tjene som forbillede for Power-to-X-anlæg andre steder i verden.

Teknisk tegner Lisbeth Bak er med på rundvisningen:

”Jeg kommer fra Skive og har læst om Greenlab i avisen, men det er jo mere spændende at høre om det her på stedet. Jeg har fået en bedre forståelse af, hvad en teknologi som Power-to-X, som man læser meget om, egentlig er,” siger Lisbeth Bak.

Rundvisningen er slut, og kursen går mod rådhuset, hvor der inde i varmen er sandwich og oplæg om Skive Kommunes grønne omstilling.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL