Hvem vil ikke gerne kunne klare sig selv?

Det er blevet populært at udstille solidaritet som ansvarets onde tvilling. Men at forene sig og blive stærkere er ikke ansvarets modsætning, skriver Jannik Frank Petersen.

TL Nyt
Jannik Frank Petersen dystede med sygeplejerskernes formand Dorte Boe Danbjørn om at få de unge til at vælge netop deres uddannelse. Foto: Oliver Adelborg, FH.
Af Redaktionen

1. maj i Fælledparken i København bød på ophedet dyst, da forbundsformand for TL Jannik Frank Petersen deltog i Fagbossens Hule - fagbevægelsens version af “Løvens Hule”. 

Udstyret med jordkloder kæmpede han en brag kamp om at få uddannelsen teknisk design “solgt” til to unge mennesker i panelet. 

"Jordkloden i har fået symboliserer også, at med den uddannelse jeg har med til jer, vil i komme til at gøre en forskel i verden og samtidig få verden til at ligge for jeres fødder," lød budskabet fra formanden. 

Jannik Frank Petersen måtte dog se sig slået af Dorte Boe Danbjørn fra Dansk Sygeplejeråd, da de fik overbevist de unge om at vælge sygeplejeuddannelsen. 

Læs Jannik Frank Petersens 1. maj-refleksioner om frihed og fællesskab herunder. 

Hvem vil ikke gerne kunne klare sig selv?

“Du skal kunne klare dig selv - og tage ansvar!” 

Den seneste tid har jeg gået og tænkt på, hvordan vi taler til og om hinanden og det ansvar, der følger med at være menneske. Det er ikke uden bekymring, desværre.

For jeg ser, hvordan det er blevet almindeligt at tale om, at vi skal klare os selv og tage ansvar.

Tilbuddet fra de liberale kræfter kan måske nok lyde tillokkende. For hvem vil ikke gerne kunne klare sig selv?

Og naturligvis skal man tage ansvar. Men I den liberale tankegang og ideologi kommer friheden og muligheden for at klare sig selv med pengepungens størrelse. Og den kommer med en uvelkommen fætter – nemlig den indbyrdes konkurrence på løn og arbejdsvilkår.

Heldigvis er der en anden vej.

Vores svar er fællesskabet. Med fællesskabet i ryggen er du fri.

Fællesskabet giver dig mulighed for at drømme og til at turde. Turde sige fra, når det er nødvendigt, og turde påpege uretfærdigheder uden frygt for konsekvenser.

Friheden til ikke at måtte slå sig til tåls. Friheden til at være ubestikkelig og til ikke at være bange. Friheden til at være sig selv. 

For hvad nu hvis chefen pludselig smækker en fyreseddel på bordet, eller uheldet rammer, og psyken lider et knæk? Eller de ansættelsesvilkår, du tilbydes, er for dårlige?

Det er her, fællesskabet for alvor viser sit værd. For fællesskabet er stærkt.

Fællesskabet betyder, at vi ikke behøver at konkurrere med hinanden, men i stedet kan kæmpe sammen som et hold.

Og fællesskabet tvinger virksomhederne til at konkurrere med hinanden om de gode forhold, så vi som lønmodtagere ikke behøver gå på kompromis med os selv og vores arbejdsvilkår.

Det er det fællesskab, vi står fast på år efter år. Og det er det fællesskab, vi fejrer i dag på 1. maj.

Fordi samfundets hastige udvikling kalder på, at vi står vagt om de principper, der gælder for et godt arbejdsliv, hvor fællesskab stadig er et kerneelement i at skabe den frihed, vi alle i bund og grund går og drømmer om.

Det er godt at tage ansvar, og jeg har aldrig mødt nogen, der mener det modsatte. Alligevel er det blevet populært at udstille solidaritet som ansvarets onde tvilling. Men at forene sig og blive stærkere er ikke ansvarets modsætning. Det er bare at tage ansvar SAMMEN.

Vi skal ikke lade liberalismens jungletrommer overdøve lyden af fællesskabet.

Og lad os aldrig forføre af en ny norm, hvor det at klare sig selv er højeste valuta.

Lad os til gengæld fortsætte en sund kultur, hvor de ting, vi opnår i fællesskab, står i højeste kurs - og hvor vi bærer hinanden!

God 1. maj. Glædelig kampdag!

- Jannik Frank Petersen